Spilleregler på Gjerndrup Friskole

 

 Det er forældrenes ansvar, at:

  • børnene er udstyret med et par hjemmesko til indendørs brug på skolen
  • Intra oplysningerne er opdateret
  • skolen via informeres om ethvert fravær
  • skolens kontor altid har de aktuelle telefonnumre, mobil nr., kontaktpersoner (f.eks. bedsteforældre) m.v., så vi altid kan få fat i én ved evt. akutte situationer
  • børnene møder til tiden om morgenen
  • følge op på børnenes forpligtelse i forhold til lektielæsning
  • erstatte bøger, som er bortkommet eller som via børnene er skadet i en grad, så de ikke med rimelighed fortsat kan bruges

 

Forældre er til enhver tid velkommen på skolen for at overvære/deltage i undervisningen.

Hvis man blot har lyst til en kop kaffe/te og en lille sludder, kan man ”dryppe ind” i et frikvarter.

Lærere og skoleleder forventer, at man som forældre ikke ”fejer” evt. problemer i forbindelse med børnenes skolegang ”ind under gulvtæppet”, men sørger for, overfor os, at gøre opmærksom herpå.

Der afholdes forældremøder jf. årskalenderen på intra.

 

Fredagsnyt forudsættes læst hver uge, idet der ad denne vej løbende gives aktuelle informationer. Ligeledes bør man jævnligt orientere sig rundt på skolens intras og hjemmeside og gøre sig fortrolig med, hvor oplysninger kan findes.

Via Intra kan man holde sig orienteret om bestyrelsesmøder. Det er naturligvis enhver forældres ret at fremkomme med punkter, som man ønsker behandlet i dette forum.

Fredagsnyt er til brug for enhver, der har en meddelelse, et opråb, en ”annonce” eller hvad, der kunne tænkes at have interesse for den kreds af mennesker, som har tilknytning til/interesse for Friskolen. Deadline for indlæg er torsdag middag. Indlæg skal sendes via mail til skolens kontor på kontor@gjerndrupfriskole.dk. Billeder fra arrangementer og til tekst modtages meget gerne i en god høj opløsning og bedes altid vedhæftet mailen.

 

For eleverne gælder følgende som overordnede ”spilleregler”:

  • når man kommer cyklende til skolen, står man af cyklen ude ved vejen og trækker ind til cykelskuret, – ligeledes trækker man den anden vej
  • det er ikke tilladt at færdes på parkeringspladsen
  • det er, jf. Friskolens Rygepolitik, ikke tilladt at ryge på skolens område
  • mobiltelefoner må kun anvendes, jf. Friskolens Mobilpolitik
  • kun elever i 7. – 8. – 9. kl. har lov til at være inde om morgenen og i spisefrikvarteret, med mindre andet kollektivt er aftalt (vejrlig)
  • bolde, der forvilder sig ud på vejen må alene hentes af elever fra 5.- 9.kl. eller af en lærer
  • det er ikke tilladt at færdes på brandtrapperne
  • vandkamp må kun foregå ved forudgående aftale med en lærer
  • det tolereres ikke at der kastes med sten/sand/pinde eller lignende
  • ødelægger man ting, kommer man straks og siger det til en lærer
  • grov mangel på omtanke, – eksempelvis ødelæggelse af inventar, medfører, at forældre kommer til at betale for udbedringen af skaden
  • kasketter/hatte skal befinde sig i garderoben eller tasken i timerne
  • der må ikke tygges tyggegummi i skoletiden
  • det forventes og forudsættes, at enhver dukseforpligtelse passes omhyggeligt
  • vi forventer til enhver tid en ordentlig omgangstone blandt børnene og tolererer ikke mobning

 

Skolemælkskøleskabene står i hjemkundskabslokalet i pavillonen. Eleverne har mulighed for, at opbevare deres madpakke på de dertil indrettede hylder.

 

Åbningstid på skolen:

På alle skoledage åbnes der en halv time før skoletids begyndelse. Ved skoletids ophør forlader man, medmindre andet er aftalt med en lærer eller skolelederen, skolen.

  

Vedr. henvendelse i undervisningstiden:

Af hensyn til de samlede ressourcer vil det såvel for jer som for os være en absolut fordel, om I ved opringning hertil i undervisningstiden benytter kontorets telefonnummer 7538 4402.
Ved ønsket om at tale med en lærer, bedes man rette henvendelse i frikvartererne og benytte sig af lærerværelsets telefonnummer 7538 2496. Tider for frikvarterer kan ses på klassernes skemaer der findes på opslagstavlerne på Intra.